Læs hele nyheden...

Havvindmøllepark
En af verdens største havvindmølleparker etableres mellem Grenaa og Anholt i løbet af de næste år. Med etableringen af havvindmølleparken får Havets Hus tilført endnu en vigtig dimension.
Havvindmølleparken skaber blandt andet mulighed for beskyttet opsætning af måleinstrumenter og andet sårbart videnskabeligt udstyr midt i Kattegat. Havets Hus har indgået en aftale med Energinet, som etablerer en transformatorplatform i vindmølleparken, om at det er muligt for forskere og virksomheder i Havets Hus at benytte denne platform til opsætning af forskningsudstyr.
Etablering af en havvindmøllepark midt i Kattegat vil betyde at området beriges med kunstige stenrev i form af havvindmøllernes fundamenter og tilknyttede strukturer. Disse stenrev kan få stor betydning for forekomsten af planter, fisk og andre dyr i området, og det vil være oplagt at forskere i Havets Hus følger den fremtidige udvikling.
Beslutningen om at placere havvindmølleparken så tæt på det fremtidige Havets Hus er en bekræftelse på, at placeringen på Grenaa Havn på flere måder er ideel. Med havvindmølleparken forstærkes miljø- og energiprofilen i Norddjurs Kommune, og det vil tiltrække både virksomheder, forskere og almindelige turister.